Lav penge, lav blog..
No fucking way..
Jeg synes helt oprigtigt at charmen ved at blogge går af, hvis der er undertoner af reklamer!
Hvor er oprigtigteten, og hvad er folks egne følelser og hvad har de fået penge for at skrive??
No go for mig, det fanger mig ikke og hvis jeg fik mistanke om jeg læste en reklame, tror jeg ikke jeg blev og læste resten.
Nope, jeg vil vide hvornår jeg er udsat for reklame og hvornår jeg er udsat for følelser..
Opringningen fra den mand der kaldte sig min Far!
Jeg har længe ville skrive et brev til den mand der kalder sig min Far, her på bloggen!
Jeg ved han googler mig, holder øje med hvor jeg bor, hvor jeg går i skole og hvad der ellers bliver lagt på nettet.
Dette samler han så sammen, drikker sig beruset og ringer derefter til mig og konfrontere mig med hvad han måtte have fundet!
Så at han en dag måtte finde dette hemmelige kammer med indre tanker og følelser, ville ikke overraske mig.
Dog tror jeg endnu ikke dette er sket, da jeg endnu ikke har fået smidt i hoved at jeg er gravid, har taget nogle kg på, eller at jeg idet hele taget ønsker at udbrede fænomenet spiseforstyrrelse!
Jeg husker engang han ringede, kort tid forinden var jeg flyttet til Odense!
Denne gang var han også fuld, ikke bare af alkohol men også af bebrejdelser og vrede på mig og på hans fortid!
"Hvorfor jeg var flyttet uden at fortælle min "far" det?, at jeg måtte være grim og tyk, for sådan lød min stemme? At folk hele hans liv kun havde ønsket ham det dårligt!, og om jeg var klar over hvor mange penge han havde sendt mig til mine fødselsdage o.lign?"
Derudover faldt der adskillige nedladne bemærkninger om de ting jeg nød at have i mit liv. Omkring kirken, omkring min kæreste osv..
Alt dette fuldstændig ud fra den blå luft, fuldstændig uprovokeret!
Hvorfor jeg lige vælger at give denne opringning som eksempel, og ikke en af de andre mange gange han har ringet til mig, ved jeg ikke.
Men dette var den sidste, bortset fra den i foregårs.....
Hvorfor jeg overhoved tager telefonen, aner jeg ikke. For jeg er bange for ham, og hvad og hvem han måtte sable ned, ikke mindst hvor mange tårer jeg efter en sådan samtale må fælde!?!
Men jeg tager den trofast, og hvis jeg ikke er i nærheden når han er fuld nok til at ringe, ringer jeg trofast tilbage!
Inderst inde har jeg nok altid haft ønsket om at få en Far, eller bare at få et forhold til min Far, at kontakten og kærligheden måtte forenes i mellem os.
Dertil kommer at jeg har så utrolig ondt af manden. Han bor alene i Aalborg, uden en kvinde, med familie der ikke længere gider at høre på hans brok og sidder alene med vinen og lader glassende erstatte den manglende omsorg og kærlighed!
Jeg vil give ham den kærlighed, men jeg kan ikke nå igennem facaden af hans had til verden.
Min psykolog fortalte at der nok ikke var noget at gøre, at hans misbrug blokerede for resten af verden og en evt erkendelse og derved en hjælpende hånd ikke længere var en mulighed for mig eller for andre almindelige mennesker!
Jeg burde fortælle ham at jeg ikke ville tale med ham, når han var fuld!
Dette har jeg aldrig praktiseret, jeg har simpelthen ikke turde eller kunne nænne det, før jeg gjorde det ved opkaldet i forgårs....!
Han ringede og var denne gang mere fuld end jeg før har hørt ham, han kunne hverken tale rent eller særlig højt for hikken!
Jeg spurgte aktivt til hans interesser, haven og jobbet, og fik derved afværget de første fornærmelser, der plejede at være indgangs replikken.
Derudover fortalte jeg ham at jeg havde en dejlig nyhed til ham(hentydede her til graviditeten), men at jeg ville fortælle ham den når han ikke var så fuld!
Røret blev stille, selv ikke hikken var at høre, "jeg er ikke fuld, blev der stammet, har været på arbejde 10 dage i træk"
Okay fik jeg fremstammet, så nå du ikke har været på arbejde 10 dage i træk!
"tænk at min egen datter siger sådan til mig, Farvel"
Røret var dødt før jeg fik sagt farvel!
Da min telefon var i opladeren, og selskabet sad udenfor, hørte jeg ikke de mange gange han derefter ringede.
Hvis jeg havde hørt det det, havde jeg nok heller ikke taget den. For jeg havde på fornæmmelsen at det ikke var dejlige ting han ville sige!!
Hvilket jeg blev bekræftet i da der senere tikkede 3 sms ind, hvor han fortalte at han aldrig ville have noget med mig at gøre nogensinde igen og at jeg ikke skulle regne mig selv som værende hans datter!!!
Fair nok, så ved jeg da hvor jeg har dig henne kære Far. Jeg har helle aldrig synes det har været så behageligt at snakke med dig!
Så på den måde var det rart.
Men medlidenheden med denne mand og ønsket om at hjælpe ham skyller ind over mig, som jeg kan forstille mig tsnumamien indtog phuket i sin tid!
Men kæreste Far, lige meget hvor meget du afskærer mig vil jeg altid være din datter. Jeg elsker dig på trods, og ønsker dig kun det bedste. Du skal vide du altid kan ringe og bede om oplysning om professionel hjælp, og jeg vil fortælle dig vejen til det liv du fortjener!
Men at du vil ringe for at fortælle mig hvor forfærdelig jeg er, værdsætter jeg kun at du aldrig mere vil!
Monomental lykke..
Engang sad jeg på en sydhavs ø, med de mennsker jeg på det tidspunkt elskede og beundrede. Ikke bare een, nej næsten dem alle sammen. Vi sad på en resturant ved vandet og ventede på forretten, med saltvand i håret, kolde øl og svævende jokes!
Livet føltes skønt, det kunne bare komme an!
Siden dengang for 4 år siden, har denne monomentale lykke ikke eksisteret i mit univers, ikke engang har den vist snuden, nok nærmere den sidste hale spids, hvis ikke bare skyggen! Indtil for få minutter siden..
Jeg cyklede i skumringen hjem fra min gamle mor, igennem de mange lys, biler og kryds! Jeg nønnede en melodi jeg ikke ved hvad er for en, jeg nød denne aften og følte et overskud jeg ikke længe har følt!
Jeg var ubeskrivelig glad, fuld af velvære og modet på at tage fat på fremtiden! Der gik ikke mange sekunder fra den dukkede op, til min krop genkendte følelsen, følelsen jeg havde oplevet dengang på den maritime sydhavs ø!
Monomental lykke...
Den har virket selvforstærkende på mig, for bare det at jeg igen, efter alle de år i mørket, kan få lov at få en følelse som denne gør mig glad!!
En lettelses glæde, måske der alligevel er håb for mit liv!!
Kan en baby og graviditet være medvirkende til at give mig dette pust??
Jeg tror det, for siden homonerne begyndte at rase i mit indre er min meget snævre syn på verden utrolig for andret!!!
Afhænig af at styre min krop!!!
De sidste mange døgn har været præget af kvalme, sult, æde- og bræk-flip, tanken om mit kommende liv har ligget og rodet i mit indre, mens jeg forgæves igennem ædeflip har prøvet at få det så langt ned at jeg ikke kunne mærke intensiteten, og når dette ikke har virket har jeg stukke mine finger i halsen for at få den skrækkelige nyhed til at lande i toilettet!!!
Intet af det hjalp, jeg måtte erkende at jeg ikke med mad formådede at dulme smerten!!
Inden jeg tog testen, startede jeg endnu engang på super kur, med intensionen om at smide de sidste måneders tristhed der havde sat sig.
Nu skulle der styr på det, for ikke før jeg blev tyndere ville jeg blive glad og få det godt, ikke før jeg blev tynd ville mit liv blive godt!!!
Men så kom kvalmen og de uforudsigelige tudeture, der var værre end aldrig før. Jeg tog testen og mit liv forandrede sig på de skaldede 3 min det tager homonerne at danne de 2 røde streger på "pinden"
Nu er de hard core fakta landet, og jeg glæder mig til at have en lille baby mellem hænderne, måske pludselig at have en mening med at stå op om morgenen!
(det lyder hårdt at sige sådan når man har kæreste man elsker, men jeg kan ikke med ord forklare den mekanisme der gør at en sådan kærlighed ikke kan få mig til at elske livet?!?)
Jeg luftede min angstelse for min doktor, angstelsen for ikke at slå til som mor, og måske gøre et skrøbeligt sind mere skrøbeligt!! Hvortil han svarede at dette højest sansynligt ville gøre mig godt, og lindre på de smerter der fylder mine dage!!
Men før jeg når til dette skal min krop igennem 7 måneders forandringer, og det er disse der kan bringe tårerne frem i mine øjne, få spiseforstyrrelsen til at bide fra sig i mit indre og ikke mindst fjerne lysten til at blive mor!!
Jeg er håbløst afhænig af at styre det der sker med min krop!!
Alene tanken om ikke at kunne gøre dette, frembringer lysten til at lade maden dumpe i toilettet!!!
Bollet tyk, alene og forladt......, sådan føler jeg ihverfald..
De 3 minutter og eden...
Jeg er gravid, føler mig helt alene om det. Trods faderen står på sidelinjen og glor uforstående til mens livet passere revy i hans indre, som det er fortalt at det gør de sidste sekunder før den faktiske død.
"Han vil tage ansvar" kommer det tøvende ud mellem de sammenknebne læber, desuden er han imod abort!!
Jeg er 22 og spiseforstyrret, fanatisk bange for at tage på i vægt og magtesløs overfor det min krop i øjeblikket gennemgår.
Tyk er jeg i forvejen blevet, nu skal jeg med tårer i mine øjne indse at jeg må blive tykkere, - endnu grimmere, endnu mindre værd!!
Jeg må ikke sige noget til nogle, faderen skal tænke og det skal han have ro til.
Han skal stå stærkt når alle vender sig imod ham med pegede fingre og nedladne ord, siger han selv! Især kirken!
Jeg føler mig som hovedpersonen i et gammel katolsk drama, kvinden der må føde en "bastard" fordi man ikke kan slå ihjel.
Kondomet gled af..., nødpræventionen virkede tilsynladne ikke! En gang, er en gang for meget!
Jeg er sgu ikke stærk, kvalmen, gråden, ensomheden og magtesløsheden fylder mine dage med uvejr. Overalt hvor jeg ser, ser jeg uvejret!
Jeg har aldrig haft lyst til at være her!
Nu bliver jeg nød til at være her, mange år endnu. Fordi alt andet ville være ondskabsfuldt mod et lille menneske der ikke selv kan stå!
Jeg har flyttet rundt hele mit liv, til forskellige skole, forskellige plejefamilier, familie, sundhedsplejesken og institutioner som ville og kunne magte at have mig! Ihverfald for noget tid!
Det skal jeg sgu blive ved med.
Jeg sagde ghetto-lejligheden op fordi jeg følte mig alene,(dumt!) for at flytte i bofælleskab. I mellem tiden er jeg blevet gra-fucking-vid, og skal nu flytte mit lort til bofælleskabet indtil mand der kalder sig kæreste får samlet mod til at fortælle sin nuværende sambo om situation og om forslag om at flytte så baby har sted at bo! Endnu engang flytte!
Har ikke tal på hvor mange gange jeg har flyttet, pakket og befundet mig et nyt sted med et nyt ukendt underlag!!!
En verden til forskel..
Jeg slog mekanisk øjenene op, kunne mærke svedperlerne pible fra hårgrænsen ned over min pande for at lave en lille sø af destiliseret vand under min nakke på det kolde hvide bord jeg lå på.. kunne intet andet se end lyset der skar i øjene, hvidt var alt omkring mig. Klinisk hvidt.
Prøvede desperat at sætte mig op, men opdagede at jeg var spændt fast til bordet, med en tyk læderrem over begge mine håndled og ved mine ankler, frygten steg op i mig, som var jeg ved at varme op til en af mine træninger. Hvad i alverden er det her for noget? Prøvede at tænke tilbage, det sidste jeg huskede var at jeg låsede døren til lejligheden for at gå et ærinde i centeret.....!
Det er 5 dage siden jeg har skrevet sidst.
Sidst jeg skrev så mit liv trygt og forudsigeligt ud, rart og imødekomende.
Men det ændrede sig på 3 minutter, 3 minutter af et helt liv tager det at blive revet væk og anbragt et sted man aldrig har været før, skæmmende og uforudsigeligt!!!!
Ville elske at fortælle hvor jeg blev bragt hen, men eden på ikke at fortælle omverdene om denne verden, blev aflagt igår kl. 07!
Morgen angsten...
Kl 05 var den da jeg med et sæt satte mig op i sengen, efter en urolig nat, adrenalinen pumpede i min krop, og jeg var med et helt igennem vågen..
Hvorfor vågnede jeg så brat?? Har herom ingen ide, men jeg følte det som om der udover den sædvanlige englevagt, var andre i rummet. Andre end mig.
Men hey jeg er ikke vant til at sove alene og havde nok kørt mig selv lidt op.
Kaffen satte jeg over mens jeg fandt løbetøjet frem, ville lige ryste angsten væk. Jeg kiggede et kort øjeblik ud af mit vindue fra 11 sal, regnede det??
Kun lidt, jeg bed mærke i stilheden ude i verden som jeg elsker og tilbeder og glædede mig til min løbetur. Glæden blev afløst af frygt, der var jo ingen mennesker på gaden og det ville der slet ikke være på skovruten som jeg skulle nedlægge. Der kunne gemme sig invandre i en busk og som ville blive liderlig af at se min buttede røv hoppe efter mig, eller anden galning der synes at ville benytte sig af menneske tom gade og mig??
Blev helt igennem ræd, jeg valgte at løbe alligevel.
Ville benytte morgentimerne og derved undgå de mange forbi passernes blikke på min buttede krop det blev sat i bølgegang, og løbe den planlagte tur.
Jeg løb, hurtigere end jeg har gjort i lang tid, for jeg var pisse bange. Turde ikke engang tage trapperne til 11, som jeg plejede. Der kunne gemme sig menneske..
Nu er jeg kommet ind, drukket en kop kaffe og sidder nu og er tryg..
Men hvorfor er jeg så bange, jo jeg bor i indvandre ghetto og ikke langt fra afsnit P, men come down.. Det er bare svært..
Jeg glæder mig til jeg er væk herfra, lejligheden altså!
Nu står den på morgen badet! Jeg hader at gå i bad, måske ikke så meget selve badet, men alt det der følger efter. Føntøring, tøjvalg(blandt noget man ikke længere kan klemme sig ned i) aftøring af klinker osv... *s*
Superkvinde på pause...
Føler mig (lidt) som super kvinde idag, står foran madlavningen. Hvilket består af 60% grønsager *s*
Jeg er ved at pakke flyttekasser og i det hele taget gøre lejlighed i stand til fraflytning, der er kaos og lejlighed ligner krater, men men jeg er fuld af overskud og skruer møbler fra hinanden, sortere og smider ud. Mand er syg, øvrigt familie på job, derfor single kamp mod skruer og bites!
Men hold op hvor jeg styrer, ligenu er jeg bare så træt at jeg har valgt at holde pause...., for resten af aftenen. Vil smide mig i endnu ikke skilt ad sofa, og se lidt velfortjent flimmertv!!!
Jeg vil også leve!!!!!
Jeg vil også leve, leve og gøre alle de ting jeg aldrig har gjort fordi jeg har været bange, fordi jeg mente var for tyk. Eller de ting jeg gjorde men ,ikke nød pga. ovenskrevne.
Jeg drog til Kina for at arbejde, leve, nyde en anden kultur, slappe af, men endte med at være mere spiseforstyrret end før. Jeg slappede ikke af, nej prøvede kun at finde ud af hvor mange kcal der var i hund.
Kina turen var for mig kun endnu en proces til at blive tyndere.
Jeg føler jeg er nået til et punkt i liv, hvor dette skal drejes, hvor der ikke er lang vej igen før at jeg igen tør springe ud i livet.
Der er få elementer der skal på plads før dette kan praktiseres. Den onde spiseforstryrrelses-cirkel skal brydes.
- jeg skal have styr på min mad, spise og spise det rigtige.
- ingen provokerede opkastninger.
- Have styr på de skader jeg har forvoldt mit legeme. (tænder, nyrer, div stofskifter osv)
Rette op på de indre organer vil jeg muligvis gøre med hømopatisk medicin, og tænerne ved tandlægen!
Aldrig mere vil jeg ligge under min egen fordom om hvad der er rigtigt, smukt og hvordan man kommer tættest på at være perfekt!
Jyder, fynboer og dem fra sjælland.
Er der virkelig så stor forskel på menneskerne fra de forskellige dele af Danmark, at man han hænge vores forskellige normer op på det??
Jeg har aldrig hverken tænkt over det eller stiftet bekendtskab med andet end de forkskellige dialekter.
Sjællænderne er selvophøjede, indbilske og selvrealiserende?
Fynboerne er er wannabe københavnere, bare med det dyre hus ved kerteminde eller middelfart?
Jyder er de goe gamledags mennesker med traditioner tilbage til slægtens start, realister og nede på jorden?
Min kæreste er fra vestjylland, jeg er født på fyn men har boet i KBH i mange år, og ofte har vi helt almindelige holdnings skænderier, hvor han ofte slutter af med at konkludere at han jo også er fra vest og jeg fra øst. Så derfor vores forskellighed.
Meditation var dagens enme idag, helt konkret meditation i kristendommen. Hvor han mente det absolut ikke hørte hjemme, nej bøn og stilhed er det endelige. Hvor jeg mener at kristen meditation mere end sagtens kan være kilden til guds nærværd.
Igen bliver vi ikke enige, men han konkludere han har en holdning taget fra indermission, og mente det var en typisk vestjysk ting at mene, for "IM er jo også så udbredt derovre".. Åhh, hvcor er jeg træt af at den kan bruges om alle vores debatter..
Men er der noget om det..? Er vi så forskellige at vi skal til at tænke os om en ekstra gang hvis vi finder vores udkårne fra en anden del af DK?
Skal man tage specielle forbehold hvis ferien går en tur til jylland, og måske skifte stilen og tænke efter inden man siger nej til eftermiddags-kagen?
Eller ligge dialekten og gummistøvlerne hvis turen går til kbh?
Alt sammen pga urokkelige nærmest medfødte holdninger??
Ej, for fucking altså.. Jeg vil have lov at sige nej til kaffe selvom jeg er i jylland og ville elske at indføre ny og anden dialekt til sjælland.
Her må jeg sige at jylland(de dele jeg har stiftet bekændskab med), er indspist, ikke særlig modtagelig for nye holdninger og måder at gøre tingene på.
Sorry jylland, jeg kan faktisk godt lide jer jyder. Jeg kan bare ikke lide at der ikke er plads til mig i jeres traditioner og normer...
Indre pinsler
Jeg har ligget i sengen hele dagen, syg fysisk og trist psykisk. Jeg føler mig utilgiveligt grim, kan nærmeste mærke mig selv vokse i diameter, kan ikke overskue konsekvens af dette. Ved at dag i morgen kommer jeg til at gemme mig for verden fordi jeg er for tyk og grim til den!
Mine bryn bør plukkes, men det føler utrolig omfattende at påbegynde ansigst smerte ligenu.
Hvor blev jeg af, hvor blev pigen fuld af håb og lysten til at komme ud og væk fra disse pinsler som spiseforstyrrelsen medføre af.. Hun var der igår, idag er hun væk. Åh jeg håber jeg får mandet mig op til at finde hende igen, det er for hårdt at se liv fra denne vinkel!!!!
Min psyk sagde, "har du lagt mærke til ænderne?? De dykker ned i vandet og når de igen er ved overfladen ryster de sig lige en gang også er de ikke våde længere. Vand preller simpelthen af på dem"
"Sådan kan du også gøre".
Lyder let, men hold da op, skal så samle alt energi jeg har på at ryste mig så det er væk!!
Men selvfølgelig forsøg værd!!
Kvindens plads i hjemmet, i følge mig!
Jeg står og stryger min mands skjorter (oversat kæreste, men jeg kan lide ordet mand)- skjorter er ikke lige mig. Jeg er bange for at de fine skjorter på en eller anden måde bliver beskadiget i vaskeren, og strygning er et tålmodigheds arbejde! Også her kæmper jeg for at få dem så påpasseligt glatte.
Trods det ikke er mit ynglings job, nyder jeg hvert sekundt af det. Fordi manden der kalder sig min kæreste gør så ufatteligt mange andre ting for mig. Sørger for penge til lækker mad på bordet!
"Du er under din mand" står der i biblen. Vores samfund har trodset det og kvinderne har siden industrialiseringen været ude på arbejdesmarkedet på lige fod med mænd.
Jeg synes det er synd at vi kvinder opgiver vores hengivenhed til vores mænd, til fordel for os selv og penge.
Når je skriver dette er jeg også bevidst om at mange kvinder er nød til at arbejde, for at få penge til at få husholdningen til at løbe rundt.
Jeg er bare så velsignet at have en lækker mand, med et godt job der kan forsørge os begge.
Jeg nyder at gå rundt og opvarte min mand og til gengæld få hans kærlighed! Min drøm er at få lov at gå hjemme og passe huset og ham, jeg ville være oven ud lykkelig!
Blogfrihed og frihed til at være mig?!?
Det er regnfuldt og koldt udenfor, et vejr til illustere meget godt hvordan mit indre sind er i opkog!
Jeg har haft mange tanker om denne blog, jeg føler ikke jeg har blog frihed, til det har jeg alt for mange der kender mig der læser med!
Måske fortryder jeg lidt at alle de fik min weblog adresse, jeg længes efter at dele minde indre tanker og fustrationer med andre, uvildige og ukendte. Til det er mine tanker for oprivende og private til at jeg har lyst til at høre eller blive konfronteret med dem ude i "byen".
Måske jeg bare skulle prøve at se hvad der sker, om de kan klare det. Men kan næsten ikke overskue at skulle forklare følelser eller tanker nedskevet på min blog, for f.eks min kæreste. Følelser er for mig en øjebliksting, hvordan jeg har det lige nu og hvad jeg tænker lige nu.
Mine følelser vil jeg ikke så til regnskab for!
Jeg kan ikke styre dem, det ene øjeblik fører de mig et sted hen på bølgen af forelskelse, det næste tager de mig hårdt og med vrede!
Jeg ved aldrig helt hvor jeg har dem.
I mange år var de undertrygt, i mit forsøg på at forsvinde og være usynlig i samfundet. Men nu bulre de med torden og lyn det ene sekundt og overdrevent glæde det næste.
Ja næsten neurotisk eller som super pms.
De vil ud, - jeg vil ud. (de skal ud siger min psyk)
Det er svært, jeg har brugt mange år på at putte mine følelser ned i en boks og ikke mærke verden og dets ondskab, jeg kan lide at have hold på mig selv!
Det har jeg ikke nu og angsten er stor for at skrive nogle ting der sårer, eller på en anden måde fornærmer mennesker i min omgangs kreds.
Men det er min blog, min dagbog, mig!!!
(går ud og laver mig en kop kaffe, har lyst til kaffe. Trods det at jeg allerede har drukket 5 kopper i dag. Er ligeglad, vil have min kaffe)
Men hvorfor så have en blog, hvis jeg er bange for kommentare fra folk jeg kender i virkelig liv, hvorfor ikke bare have en alm dagbog???
Jeg har en alm dagbog og haft det siden jeg fyldte 8 år. Jeg elsker mine bøger, elsker at nedskrive mit liv. Måske håbet om at de en dag vil blive læst og brugt.
Men blog, simpelthen fordi mit håb er at der sidder et mennekse derude jeg kan hjælpe med at finde hjælp til at finde vej i af spiseforstyrrelsen og dermed noget der må ligne helvede!
Fortælle om min seje kamp ud og de faser man muligvis må og skal igennem!
Indtil videre har der ikke været mange skriblerier om dette emne, nej kun indlæg der kommer nærmere om hvem jeg er, og hvordan en pige med en tankegang fuld af mindreværd, komplekser, madlede, selvhad og vægt-fokusering.
Big Brother...???
Hvad sker der lige for de reklamer i toppen af vores blogs??
Er det en slags big brother, der skanner vores indlæg og derefter finder reklamer til en målgruppe "den" mener vi er.
Jeg skrev et enkelt ord, frisør. Vupti, reklamer om hårfjerening og hår reduktion.
Okay, fair nok.
Hvad hvis nu jeg skriver prut. Kommer der så en reklame om reduktion af flatus gasser, eller om fiberfrit brød??
Hmm, ved ikke hvad jeg skal mene... Må tænke..
Er de for mig?? Eller viewer'en??
Kan stadig ikke finde ud af hvad jeg mener...
Øretæver med hvid glasur...
If I were a rich man, dadidumdidej..
- ville jeg købe et sommerhus ved vesterhavet!
Men hvor får jeg lige 4.3 mio fra.
-Jeg kunne sælge min krop?? (ej måske udelukket da dette muligvis vil medføre store traumer som ville kræve mere end en weekend i hus ved hav at rette op på)
- sælge lemonade?? (for omfattende at sætte bod op)
- Være besøgsven for ældre damer i amtet, og tage penge for at lytte til problem om træg mave? (Hmm absolut en overvejelse værd)
Hmm jeg ville så gerne, med tanken er vist utopi. Må nyde tiden jeg havde derovre i lækkert hus og tænke tilbage på nogle gode minder og en fantastisk retrate. For de huse er vist ikke for helt almindelige mennesker.
Turen havde jeg fået af Rasmus, og hold da op hvor den tur gjorde mig godt. At komme væk fra dagligdags stillingstagen, som f.eks. at møde mennesker man ikke gider at tale med på gaden fordi man er blevet for tyk og ikke tør vise sig i frygt for at de ville stempe en som umådeholden, ubetalte regninger, vaske-tøj og altid-pænt-hår-også-selv-om-det-regner mig.
Det var fantastisk kun at rende ind i tyskere, der også havde klemt sig ned i for små bukser, lade havet og vinden sætte mit hår og bare bruge penge. dvs. jeg brugte ingen. Det har jeg lækker pc-dokter til. *s* det eneste jeg oprigtig skulle tage stilling til var hvordan jeg havde lyst til at være sammen med min kæreste. (ja, ikke på den måde)
Super lækkert, men nu er den ovre. Og jeg er tilbage midt i liv, liv jeg finder en bitte smule udfordrende for tiden!
Laver lige kort liste over gode ting i liv, bare for ikke at glemme*s*
- min kæreste Rasmus, som elsker mig selvom jeg tager lidt på.
- at jeg ikke har et hamster.
- at jeg har highscoren i bejeweled 2.
- at jeg kun har røget 3 cigaretter på uge. (skulderklap til mig)
- at de ikke sælger øretæver med hvid glasur på fyn. (så så man lige min vægt stige endnu mere)
- at jeg betalte min fon regning for denne måned i sidste måned.
- at jeg snart skal flytte i bofælleskab (jearh, indlæg vil helt sikkert komme om den begivenhed!)
- at jeg er en pissende hamrende god begynder-frisør.
Måske man skulle lære at leve bedre??
"Goddag Maria, du kan tage plads i stolen i hjørnet" tak mumlede jeg smilende alt i mens jeg prøvede at finde ud af hvordan jeg skulle fortælle den smukke kosmitolog at jeg ikke hed Maria, men var kommet i stedet for hende da hun var blevet syg, ikke nænnede at aflyse og derfor "gav" tiden til mig!
"Har du været her før?" Nej aldrig, jeg er kommet på et afbud. Jeg hedder Anne-Mette, sagde jeg overbevisende.
"Okay det lyder da dejligt Maria" (&%"€?#"=#"€"&%%#)
Mit besøg hos kosmitologen startede ikke alt for lovende, men pyt så med det, jeg var der på et afbud og i stedet for at være derhjemme og bare vente på at jeg skal på ferie (med min kæreste, Rasmus, i lækkert sommerhus. Bare ham og mig og kærligheden *s*)
"du har lidt fedtet hud, fedter du op i løbet af dagen?"
Nej men også kun fordi jeg bruger clinick. Jeg har før haft akne hud, men tager tetracyklin imod det.
Kosmitologen forsvandt mens jeg stadig fortalte om min problemhud.
Dog kom hun hurtigt tilbage, men 2 andre smuk-hudet piger.
De diskuterede hæftigt hvad de skulle gøre ved mig, hvorefter den ene spurgte mig hvor mange år jeg havde brugt præperatet. hmm, 3 svarede jeg.
Hun fortalte mig derefter at hun mente jeg bør stoppe, da jeg kunne resikere at føde handicappede børn, at få prangede pigment pletter, og uvirksomme indre organer.
Okaaaay, der var vist noget jeg havde overhørt lægen fortælle, eller også havde han ikke fortalt det!
Derudover burde jeg overveje min kost, da min hud bar lidt præg af usund levevis... (manglende søvn, provokeret opkast, røg og kaffe, er det usund levevis???)
Jeg fik min ansigts behandling, men det satte da ihvertfald også nogle tanker igang hos mig. Var det noget jeg ville resikere for min forfængeligheds skyld?
Efter besøget gik jeg ud med røde mærker og blussende ansigt, for at køre på apoteket. Da ventetiden var lang, slog jeg mig ned med en brouchure om rygning og graviditet. Ikke fordi planlægningen af liv, peger i den retning. Men simpelthen for oplysningens skyld.
JEG INDÅNDER ET BILBATTERI hvergang jeg ryger en cigarret!! Altså måske jeg virkelig skulle genoverveje min måde at føre liv på.
Men i mine dage, hærdet af mad lede gik tankerne kun i en retning. Nemlig at få min fedt procent ned, på trods af alt andet. Ryge en cigaret hver gang sulten meldte sig, blev til mere end bare en måltidserstatning, og tetracyklinet gjorde min hud ren, ekstensions gør tyndt, slidt og underernæret håt tykt og glansfuld, ja listen for erstatninger og løsninger man kan gemme sig bag er lang.
Alt sammen elementer man gerne gør, bare for ikke at blive tyk!
Hvis man ser nøgternt på det, hvad er så grimmest? En tynd pige med cigarethud, pigmentpletter og generalt bærer præg af at leve forfærdeligt, eller en buttet pige, med sund og stålende hud i en sund krop, der oser af vitalitet og måske en lille bums??
Jeg tror godt jeg ved hvad jeg mener om dette spørgsmål, men dog er det forfærdelig svært at praktisere?
Velkommen...
At blogge er for mig et nyt fænomen, som jeg for kun få måneder stiftede bekendskab med.
Min veninde gjorde det, brugte det til at provokere verden, med hendes påfaldene indlæg!
Det er nu ikke sådan jeg har tænkt mig at bruge det, nej jeg vil gerne gøre opmærksom på et problem der hærger i samfundet, hvis vi skræller det øverste lag af og ser ind under den smukke piges uigennemtrængelige facade og den modne mands perfekte liv.
En lidelse flere går rundt med, men aldrig råber om hjælp for.
En lidelse som ikke udspringer af forfængelighed og mindreværd alene, men af en følsomhed, sensitivitet og empati der gavner og overrasker samfundet, men æder og udøver vold på mennesket med disse kvaliteter. Oftes unge mennesker i forvanling og forandring.
Spiseforstyrrelse, hedder det.
Det har egentlig utroligt lidt med mad at gøre, men de indre fustrationer, tanker og håbløsheden skubbes overpå maden, som enten undlades at spises, spises i størrer ell. mindre portioner for bagefter at ende i toilettet, eller spises ned i maven og gemt under et lad af mad.
Spiseforstyrrelse har mange ansigter, men dog findes der nogle fælles træk som oftes går igen hos de enkelte med dette mad lede. Det er dette jeg via links og mine egne oplevelser vil prøve at sætte læseren ind i. Igennem oftes at skrive tanker, følelser og redskaber til selvhjælp ned fra den terapi jeg i øjeblikket gennemgår.
Men først vil jeg beskrive mig selv, så nøgternt og oprigtig som jeg nu med ord formår...